Er det lovligt, at kvinder har længere barsel med løn end mænd?

I den konkrete sag mente en mandlig medarbejder, at hans arbejdsgiver havde forskelsbehandlet ham ulovligt på grund af køn, fordi han ikke havde samme ret til barsel med løn som de kvindelige medarbejdere.

Medarbejderen klagede derfor til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandlingen og krævede betaling af en godtgørelse svarende til differencen i den løn, han ville have modtaget under barsel, hvis han havde været en kvinde.

Det er Ligebehandlingsnævnet uenig i og henviser til:

  • at ligebehandlingslovens har en bestemmelse om, at loven ikke er til hinder for indførelse eller opretholdelse af gunstigere bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og fødsel,
  • at en arbejdsgivers fastsættelse af forskellige regler for, hvor længe en kvindelig og mandlig medarbejder kan modtage løn under barsel, kan retfærdiggøres pga. denne bestemmelse,
  • at tidligere afgørelser også har fastslået, at det ikke er i strid med ligebehandlingsloven, at en kvindelig medarbejder har ret til længere barsel med løn end en mandlig medarbejder, da sådanne ordninger kan begrundes i hensynet til beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og fødsel.

Medarbejderen fik derfor ikke medhold i sin klage.

Du kan læse hele afgørelsen af 4. marts 2024 i sag nr. 9245 på Ligebehandlingsnævnets hjemmeside