Det har Ligebehandlingsnævnet for nyligt taget stilling til. Det er i øvrigt et spørgsmål, som jeg ofte møder, når jeg er ude at undervise HR og ledere.
Den konkrete sag handlede om en tidligere medarbejder (klager) med ikke danskklingende navn og en anden etnisk oprindelse end dansk. I forbindelse med at hun blev ansat hos arbejdsgiveren, blev hun bedt om at dokumentere sit statsborgerskab i form af fremvisning af pas, da ansættelseskontrakten skulle underskrives – efter at hun havde fået at vide, at hun havde fået jobbet. Der blev i øvrigt ansat to andre medarbejdere i samme tidsrum som hende, som ikke blev bedt om at dokumentere deres statsborgerskab.
Den tidligere medarbejder gjorde gældende,
- at hun i forbindelse med kravet om at dokumentere sit statsborgerskab blev udsat for forskelsbehandling pga. national og/eller etnisk oprindelse i strid med forskelsbehandlingsloven.
Arbejdsgiveren gjorde gældende,
- at rekrutteringsprocessen havde ført til ansættelse af medarbejderen,
- at hun desværre selv valgte at fratræde sin stilling inden for kort tid,
- at arbejdsgiveren verificerede kandidaters statsborgerskab, og såfremt det blev konstateret relevant under ansættelsessamtalen, blev kandidaten bedt om dokumentation for arbejds- og opholdstilladelse. Baggrunden herfor er, at en arbejdsgiver har pligt til at sikre, at en kommende medarbejder har gyldig arbejds- og opholdstilladelse i Danmark efter gældende lovgivning.
Ligebehandlingsnævnet vurderede,
- at medarbejderen ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun blev udsat for forskelsbehandling pga. hverken sin nationale eller etniske oprindelse,
- at anmodningen om dokumentation for statsborgerskab ikke udgør forskelsbehandling, når det sker for at sikre overholdelse af kravene til arbejds- og opholdstilladelser efter gældende lovgivning,
- at begrebet ”national oprindelse” i forskelsbehandlingsloven ikke omfatter statsborgerskab, og at det derfor ikke er i strid med forskelsbehandlingsloven at anmode om sådanne oplysninger.
Den tidligere medarbejder fik ikke medhold i sin klage.
Du kan læse hele afgørelsen, KEN nr. 9653 af 06/06/2024, her
HR-jura Community – Din livline
Kæmper du også med at sortere i informationsstrømmen om ny lovgivning, retspraksis og tendenser inden for HR-jura og samtidig få løst dine mange arbejdsopgaver?
Som medlem af HR-jura Community får du løbende: HR-juridisk opdatering af ny lovgivning og retspraksis, sparring og erfaringsudveksling og hjælp til at få løst dine arbejdsopgaver. Du kan læs mere og tilmelde dig her.
