Hvor langt må en arbejdsgiver flytte arbejdsstedet?

Den konkrete sag handlede om en arbejdsgiver, en styrelse under SKAT, som i forbindelse med en reform skulle flytte arbejdssted for en stor gruppe medarbejdere.

Arbejdsgiveren mente, at medarbejderne måtte tåle flytningen, hvis den forøgede transporttid hver vej ikke oversteg 60 minutter for tjenestemænd og 45 minutter for overenskomstansatte. Dvs. at flytningen ikke ville blive betragtet som en væsentlig vilkårsændring men være omfattet af ledelsesretten. Medarbejderne blev dog varslet med minimum seks måneders varsel om flytning af arbejdssted.

Arbejdsgiveren brugte en standardiseret metode til beregning af den forøgede transporttid ved flytningen. Transporttiden blev beregnet ved brug af krak.dk baseret på kørsel i bil, hvis medarbejderen havde kørekort og adgang til en bil i husstanden.

Hvis en medarbejder havde særlige individuelle forhold, kunne disse dog medføre fravigelse af arbejdsgiverens standard metode. Tre medarbejdere mente, at deres individuelle forhold gav anledning til fravigelse af metoden, hvorfor deres transporttid burde vurderes på en anden måde og udgjorde en væsentlig vilkårsændring.

Den ene medarbejder mente, at han skulle køre i myldretiden, og at den reelle transporttid ville være højere end den, som krak.dk viste.

Den anden medarbejdere mente, at hun plejede at cykle, og at hendes mand brugte deres fælles bil.

Den tredje medarbejder mente, at hun normalt benyttede offentlig transport, og at hendes mand også havde behov for deres fælles bil.

Højesteret fastslog,

  • at den standardiserede metode, som arbejdsgiveren brugte til beregning af transporttiden, var sagligt begrundet og lå inden for rammerne af gældende ret,
  • at det var nødvendigt med en ensartet og objektiv tilgang ved en så omfattende omorganisering,
  • at brugen af krak.dk til beregning af transporttid blev anerkendt som en almindelig og pålidelig metode, der ikke påvirkes af midlertidige trafikale forhold som fx myldretid mm.,
  • at ingen af de tre medarbejdere havde godtgjort særlige omstændigheder, der kunne begrunde fravigelse af den standardiserede metode,
  • at metodegrundlaget netop bygger på, hvad der er den tidsmæssigt mest fordelagtige transportform – og at medarbejdere derfor som udgangspunkt må tåle, at der ved vurderingen tages udgangspunkt i kørsel i bil, når det er muligt, og
  • at da ingen af de tre medarbejderes forøgede transporttid oversteg de af arbejdsgiveren fastsatte tålegrænser, var de alle forpligtet til at tåle flytningerne, hvorfor der ikke var tale om væsentlig vilkårsændring.

Arbejdsgiveren blev frifundet.

Du kan læse Højesteretsdommen her.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.