Højesteret har i en ny principiel dom af 2. maj 2025 fastslået, at en medarbejders fald under hjemmearbejde udgjorde en arbejdsskade – også selvom skaden skyldtes et fald over medarbejderens egen private kasse.
Den konkrete sag handler om en medarbejder, som arbejder hjemmefra og på et tidspunkt går ud i køkkenet for at lave kaffe. På vej tilbage til sit arbejdsbord falder hun over en kasse og kommer til skade. Hun får bl.a. et brud i skulderen. Kassens indhold er privat uden nogen forbindelse til arbejdet. Arbejdsgiveren havde ikke viden om eller indflydelse på kassens placering.
Parterne var enige om, at arbejdsgiveren havde pålagt hjemmearbejde, at arbejdsgiveren ikke havde givet nogen instrukser om indretningen af hjemmearbejdspladsen, og at det havde naturlig forbindelse til arbejdet, at medarbejderen under arbejdet ville lave kaffe og derfor gik ud i sit køkken.
Ankestyrelsen havde afvist, i overensstemmelse med tidligere praksis, at anerkende ulykken som en arbejdsskade, da kassen var en privat genstand uden forbindelse til arbejdet.
Byretten gav Ankestyrelsen medhold i, at ulykken ikke var en arbejdsskade, men landsretten nåede frem til det modsatte resultat.
Spørgsmålet for Højesteret var, om der var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse om ikke at anerkende skaden som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven (ASL). Ifølge loven defineres en “arbejdsskade” som en ulykke, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.
Højesteretsdom
Højesteret udtalte følgende:
- at ulykkesårsagen var et fald over en kasse, som var placeret på gulvet,
- at udgangspunktet i en sådan sag, hvor der sker en ulykke under arbejdets udførelse, er, at ulykken må anses for en arbejdsskade efter ASL. Dette gælder også i et tilfælde, hvor den tilskadekomne arbejder fra en hjemmearbejdsplads,
- at medarbejderen var i gang med at udføre sit arbejde, da hun faldt. Udgangspunktet var herefter, at ulykken måtte anses for en arbejdsskade efter ASL,
- at det forhold, at hun faldt over sin egen kasse i sit hjem, ikke i sig selv gav grundlag for at fravige dette udgangspunkt,
- at arbejdsgiveren har ansvaret for arbejdspladsens indretning og et sundt og sikkert arbejdsmiljø, også når arbejdet foregår i medarbejderens hjem,
- at arbejdsgiveren som led i det objektive ansvar efter ASL bærer risikoen for skader, der er sket under medarbejderens arbejde fra en hjemmearbejdsplads ved fald over egne genstande, som ikke har noget med arbejdet at gøre, men som er en del af hjemmets indretning,
- at det fulgte heraf, at medarbejderens tilskadekomst måtte anses som en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under efter ASL.
Højesteret fastslog, at Ankestyrelsen skulle anerkende, at ulykken var en arbejdsskade omfattet af ASL.
Du kan læse Højesteretsdommen her
HR-JURA COMMUNITY – DIN LIVLINE (Tilmelding til ny sæson er nu åben)
“Jeg er virkelig glad for netværket, bedste investering!” – Bliv opdateret på lovgivning, retspraksis mm., vend dine udfordringer og kom i mål med dine arbejdsopgaver. Læs mere her.
