Må en arbejdsgiver søge efter en nyuddannet – er det aldersdiskrimination?

Den konkrete sag handlede om en mandlig ansøger, der var født i 1978. Han havde søgt en stilling som konsulent i en virksomhed. Han fik et afslag, som var begrundet i, at der ved udvælgelsen var lagt vægt på en alsidig profil i starten af sit arbejdsliv, samt erfaring med sekretariatsbetjening og indsigt i kommunale eller regionale sammenhænge.

Manden klagede til Ligebehandlingsnævnet og mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet ham pga. alder i strid med forskelsbehandlingsloven, fordi virksomheden i stillingsannoncen havde skrevet, at den søgte en medarbejder, der ”kan være nyuddannet med interesse for området eller have et par års erfaring”.

Ligebehandlingsnævnet udtaler og vurderer

  • at det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at der ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer med en bestemt alder
  • at der under de konkrete omstændigheder ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at virksomheden handlede i strid med forskelsbehandlingslovens annonceringsforbud
  • at nævnet lagde vægt på, at virksomheden, foruden at lade det fremgå af annoncen, at ansøgeren ”kan være nyuddannet”, derudover opstillede krav til ansøgerens kompetencer, som indikerede, at også erfarne ansøgere ville kunne komme i betragtning til stillingen. Derudover kan nyuddannede have forskellige aldre.
  • at det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår
  • at manden ikke havde fremlagt sin ansøgning og CV eller på anden måde oplyst, hvordan virksomheden havde viden om hans alder
  • at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han var blevet forskelsbehandlet pga. alder i forbindelse med afslaget.

(Afgørelse fra Ligebehandlingsnævn af 17. marts 2025)

Du kan læse Ligebehandlingsnævnets afgørelse her.

Du kan læse forskelsbehandlingsloven her.

Du kan læse Beskæftigelsesministeriets vejledning om forskelsbehandlingsloven her.

Lovforslag om forbud mod screening af jobansøgere pga. alder er nu vedtaget

I dag blev lovforslaget om forbud mod screening af jobansøgere pga. alder vedtaget af folketinget.

Forbuddet træder i kraft den 1. juli 2022. I lovforslaget står der følgende: “En arbejdsgiver må ikke anmode om oplysninger om en ansøgers alder ved indlevering, indsendelse, uploading og indtastning m.v. af jobansøgning.” Det betyder bl.a. at felter om alder og fødselsdato i rekrutteringssystemer skal fjernes inden den 1. juli 2022.

Manglende overholdelse af forbuddet straffes med bøde.

Forskelsbehandlingsloven indeholder allerede et forbud mod både direkte og indirekte forskelsbehandling pga. alder i forbindelse med ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse og løn- og arbejdsvilkår.

Med dette lovforslag om ændring af forskelsbehandlingsloven gøres det endnu mere vanskeligt for arbejdsgivere at forskelsbehandle lønmodtagere pga. deres alder.

Du kan læse lovforslaget som vedtaget her

Du kan læse mere om de nye regler på beskæftigelsesministeriets hjemmeside her