
”I vores virksomhed arbejder vi fleksibelt, og mine medarbejdere arbejder på skæve tider og har selv styr på deres arbejdstid. Som leder blander jeg mig ikke i deres arbejdstimer, så længe de leverer de resultater, som er aftalt.”
Denne holdning hører jeg oftere og oftere fra ledere. Det er en meget moderne og sympatisk holdning. Men mange ledere glemmer, at der er lovgivning om den øvre arbejdstid, selvom der i nogle ansættelseskontrakter står, at der ikke gælder nogen øvre arbejdstid for det pågældende ansættelsesforhold. Det gør der. Det følger nemlig af lov om gennemførsel af arbejdstidsdirektivet, at en lønmodtager ikke må arbejde mere end 48 timer om ugen i en periode over 4 måneder. Det er lederens ansvar at sikre, at denne regel overholdes, også selv om der arbejdes fleksibelt, og medarbejderen selv beder om overarbejde og modtager særskilt betaling for overarbejde.
Flere virksomheder er blevet idømt at betale godtgørelse for overtrædelse af 48 timers reglen. Det er en stor udfordring for virksomheder, når de bliver mødt med en påstand om, at medarbejderen har krav på godtgørelse for overtrædelse af 48 timers reglen på baggrund af medarbejderens egne tidsregistreringer, når lederen ikke selv har styr på, hvor meget medarbejderen rent faktisk har arbejdet.
Brandsluk ikke, forebyg i stedet – klæd lederen på, skab en bedre ledelseskultur og spar penge.
LÆS MIT HR-JURIDISK TIP 10 TIL LEDEREN: HAV STYR PÅ ARBEJDSTIDEN – OGSÅ SELVOM DER ARBEJDES FLEKSIBELT
- Husk at det er dit ansvar at sikre, at dine medarbejdere ikke arbejder mere end 48 timer om ugen i en periode over 4 måneder.
- Som leder kan du ikke fralægge dig dette ansvar, heller ikke ved at aftale det ind i ansættelseskontrakten med medarbejderen.
- Sørg for at overholde 48-timers reglen – også selvom medarbejderen selv ønsker at arbejde mere og administrerer sin arbejdstid – også selvom medarbejderen får betaling for overarbejde.
KLIK HER FOR AT KØBE ADGANG TIL MIT FOREDRAG (NR. 5) OM ARBEJDTID OG FERIE