Må en arbejdsgiver afskaffe hjemmearbejde?

Arbejdsgiveren har ledelsesretten

En arbejdsgiver har som udgangspunkt retten til at lede og fordele arbejdet, hvilket også inkluderer at bestemme, hvor medarbejderen skal udføre sit arbejde. Ledelsesretten betyder også, at arbejdsgiveren kan ændre arbejdsstedet, herunder afskaffe hjemmearbejde typisk med et rimeligt varsel, medmindre andet følger af fx overenskomst, aftale eller politik.

I praksis vil spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsgiveren må afskaffe hjemmearbejde afhænge af de konkrete omstændigheder, herunder eventuelle aftaler mellem arbejdsgiveren og medarbejderen.

Det er dog vigtigt at huske, at ændringer af arbejdsstedet skal være sagligt begrundet og i videst muligt omfang bør ske i dialog med medarbejderen, så der også tages hensyn til medarbejderens behov og ønsker.

Husk arbejdsmiljøloven ved hjemmearbejde

Som udgangspunkt gælder arbejdsmiljølovgivningen også for hjemmearbejde. Det betyder, at arbejdsgiveren har en pligt til at sikre, at hjemmearbejdet udføres under sikre og sundhedsmæssigt forsvarlige forhold.

Herudover skal arbejdsgiveren være opmærksom på de særlige krav til indretning af skærmarbejde, som også gælder for hjemmearbejdspladser, når medarbejderen har mere end 2 hjemmearbejdsdage om ugen – beregnet som et gennemsnit pr. måned.

Arbejdstilsynet har en temaside om hjemmearbejde, som du finder her

Gælder reglerne for indretning af hjemmearbejdsplads under den seneste hjemsendelse?

Arbejdstilsynet har den 10. december 2021 meddelt på tilsynets hjemmeside, at reglerne i arbejdsmiljøloven om indretning af hjemmearbejdspladser ikke gælder i den seneste hjemsendelsesperiode frem til 7. januar 2022.

Arbejdstilsynet skriver følgende på tilsynets hjemmeside:

Det er Arbejdstilsynets vurdering, at hjemmearbejde, som alene finder sted under denne begrænsede hjemsendelsesperiode indtil den 7. januar, ikke opfylder betingelsen om, at arbejdet skal udføres regelmæssigt – uanset omfanget af hjemmearbejde i hjemsendelsesperioden.

Du kan læse mere på Arbejdstilsynets hjemmeside her