Ny vejledning fra Arbejdstilsynet skal forebygge stress

Arbejdstilsynet har for nyligt udstedt en ny vejledning om arbejdsgivers vigtigste pligter i forhold til uklare krav og modstridende krav i arbejdet, som kan indebære en risiko for medarbejderes sikkerhed eller sundhed.

Vejledningen skal hjælpe arbejdspladserne med at understøtte et godt psykisk arbejdsmiljø, herunder forebygge stress. Mange medarbejdere oplever nemlig uklare krav og modstridende krav, som kan stresse dem og på sigt gøre dem syge.

Uklare krav er fx når medarbejdere kan være i tvivl om, hvordan de skal udføre arbejdet, og hvilke mål og rammer der er for arbejdet.

Modstridende krav er fx når det ikke er muligt for medarbejdere at indfri væsentlige krav i arbejdet inden for de rammer, der er for arbejdet.

Uklare og modstridende krav i arbejdet kan fx handle om krav til arbejdsopgaver, kvalitetsniveau, ansvarsområder, arbejdsmetoder, arbejdstempo eller arbejdstid.

Det er arbejdsgivers pligt

  • at sikre at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, herunder at der tages hånd om uklare og modstridende krav,
  • at afdække løbende om der er uklare krav og/eller modstridende krav, og
  • at forebygge eventuel risiko for medarbejdernes sikkerhed og sundhed.

Arbejdstilsynet har udarbejdet en række vejledninger om psykisk arbejdsmiljø med afsæt i bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø, der trådte i kraft i november 2020.

Du finder vejledningen uklare krav og modstridende krav her