I denne artikel får du et hurtigt overblik over de væsentligste ændringer, der følger med den nye ferielov med fokus på, hvad din virksomhed bør gøre.
Artiklen henvender sig primært til virksomhedens HR-medarbejdere og ledere.
Efter artiklen kan du finde en invitation til et gratis informationsmøde om den nye ferielov, hvor blandt andet denne artikel vil blive uddybet.
Det skal du vide
- Den nye ferielov træder i kraft den 1. september 2020.
- Overgangsperioden løber fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020. Ferie optjent i overgangsperioden skal indefryses og må ikke udbetales.
- Samtidighedsferie bliver indført den 1. september 2020. Det betyder, at når en medarbejder har været ansat i én måned, har vedkommende optjent 2,08 dags ferie, og medarbejderen kan holde de optjente 2,08 dags ferie allerede i måneden efter.
- Ferieåret (optjeningsåret) vil fremover løbe fra 1. september til 31. august.
- Ferieafholdelsesperioden vil fremover løbe fra 1. september til 31. december året efter, der vil altså være en 16 måneders periode at holde ferien i.
- Forskudsferie kan aftales mellem medarbejderen og virksomheden, hvis en medarbejder ikke har optjent ferie. Ferien fradrages efterfølgende i den ferie, som medarbejderen optjener. Hvis medarbejderen fratræder, inden han/hun har optjent ferie svarende til den afholdte forskudsferie, kan virksomheden modregne.
- Ferietillægget kan udbetales sammen med den tilhørende ferie. Alternativt skal ferietillægget udbetales 2 gange – for perioden 1. september til 31. maj udbetales tillægget sammen med lønnen for maj måned, og – for perioden 1. juni til 31. august udbetales tillægget sammen med lønnen for august.
- Hvis en feriehindring som fx sygdom og barsel varer hele ferieafholdelsesperioden dvs. frem til den 31. december, skal virksomheden automatisk overføre op til 4 ugers årlig betalt ferie til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode.
- Den 5. ferieuge skal udbetales automatisk til medarbejderen, når ferieafholdelsesperioden afsluttes den 31. december, hvis det ikke er aftalt, at der skal ske overførsel til næste ferieafholdelsesperiode.
- Aftalte forkortede ferievarsler i fx ansættelseskontrakter er ikke lovlige. Det vil dog være muligt at aftale et forkortet varsel fx i forbindelse med indgåelse af en fratrædelsesaftale.
Det bør du gøre
- sikre, at der ikke udbetales feriepenge for overgangsperioden (1. september 2019 til den 31. august 2020). Feriepengene skal derimod indefryses.
- senest den 31. december 2020 opgøre og indberette hver enkelt medarbejders tilgodehavende feriepenge for overgangsperioden til Fonden (”Lønmodtagernes Feriemidler”), som håndterer indbetaling, forvaltning og udbetaling.
- senest den 31. december 2020 ved indberetningen tage stilling til, om 1) virksomheden vil beholde feriepengene, indtil de forfalder til betaling, i hvilket tilfælde de skyldige beløb skal forrentes med en årlig lønindeksregulering, eller 2) at feriepengene med det samme skal indbetales til Fonden.
Hvis virksomheden selv beholder feriepengene, vil den hvert år modtage en opkrævning af tilgodehavende ferie for årets pensionerede medarbejdere og en oversigt over de krav, der henstår for øvrige medarbejdere.
Virksomheden kan dog til enhver tid vælge at indbetale de tilgodehavende feriepenge med tillæg af ovennævnte rente til Fonden.
- gennemgå de ansættelsesretlige dokumenter, fx ansættelseskontrakter, personalehåndbog og politikker mm. for at sikre, at de overholder de nye regler og den bruger den nye termologi.
Du bør navnlig være opmærksom på følgende: 1) Forkortede ferievarsler, 2) Udbetalingstidspunkt for ferietillægget, 3) Brug af den nye ferielovs termologi, 4) Feriefridage, hvis reglerne herfor følger den nuværende ferielov, og 5) Udarbejdelse af politik for evt. forskudsferie
- informere medarbejdere om bortfald af evt. aftaler om forkortede ferievarsler i ansættelseskontrakter samt evt. øvrige ændringer i personalehåndbogen og politikker. Informationen skal gives skriftligt fx ved at sende en mail til medarbejderne.
- informere medarbejdere om mulige ændringer i sommer- og efterårsferien i 2020. Alle medarbejdere optjener 16,64 feriedage i 2019 til afholdelse i det forkortede ferieår fra 1. maj til 31. august 2020. Hvis medarbejderen fx ønsker at holde sommerferie på mere end de 16,64 dage, kan det aftales, at evt. overført ferie eller feriefridage skal bruges.
Hvis medarbejderen vil fx holde sommerferie på 3 uger og 1 uges efterårsferie i oktober, vil medarbejderen kun få overført 1,64 dage fra tidligere ferieår og optjene 2,08 dage i september, hvilket ikke er nok til en uges efterårsferie. Der kan i dette tilfælde fx aftales ferie på forskud.
Artiklen indeholder ikke en udtømmende gennemgang af alle ændringer i den nye ferielov, og den kan ikke erstatte konkret juridisk rådgivning.
Hvis du synes, at denne artikel er interessant og gerne vil modtage flere nyheder fra mig, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev her.
Gratis informationsmøde – ny ferielov
– Hvad skal du vide, og hvad bør du gøre
Du får en gennemgang og uddybning af ændringerne ud fra både en juridisk og praktisk vinkel med fokus på, hvordan du kommer i gang, og hvad du bør gøre.
Indhold
Hvad skal du vide
- Gennemgang og uddybning af de væsentligste ændringer
- Hvilke faldgruber er der rent praktisk og juridisk
Hvad bør du gøre
- Information af medarbejdere
- Tilpasning af ansættelsesretlige dokumenter
- Tilpasning af ferie/lønsystemer
- Tilpasning til nye krav og frister for indberetning af feriepenge
- Regnskabs-, bogførings- og skattemæssige håndtering af feriepenge
En tids-/aktivitetslinje for virksomheden
Indlægsholdere
- Advokat Nilgün Aydin
Nilgün Aydin er selvstændig advokat med speciale inden for HR-jura og persondataret. Hun rådgiver og underviser til dagligt både private og offentlige virksomheder og har 15 års erfaring hermed.
- Manager | Payroll Tina Jensen
Tina Jensen fra Keepers ApS har mere end 30 års erfaring med administration af løn- og feriebehandling hos både store og små virksomheder.
Dato og Sted
- København, den 27. september 2019, kl. 9.00 – 10.30 – Keepers ApS, Dronningens Tværgade 9, 1. sal, 1302 København
- Odense, den 4. oktober 2019, kl. 10.00 – 11.30 – Keepers ApS, Turbinevej 10, 5500 Middelfart
Tilmelding
Du kan tilmelde dig informationsmødet på mail: kontakt@keepers.nu
En kommentar til “Ny ferielov – Hvad skal du vide, og hvad bør du gøre?”