Højesteret har i en ny dom fastslået, at en kommunal folkeskoles krav om håndtryk til alle uanset køn stillede en muslimsk lærerpraktikant ringere pga. religion. Kommunen kunne ikke bevise, at kravet var nødvendigt, fordi den ikke havde undersøgt alternativer. Der var tale om indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.
Forskelsbehandlingsloven regulerer forholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Dommen er derfor relevant for arbejdsgivere, der stiller krav til bestemt adfærd på arbejdspladsen. Sådanne krav kan stille, men de kan ramme bestemte grupper hårdere end andre fx personer med en bestemt religion eller tro og derfor udgøre indirekte forskelsbehandling. Medmindre arbejdsgiver kan bevise, at kravene er saglige og nødvendige.
Den konkrete sag
Sagen handler om et praktikforløb på en skole, hvor en muslimsk lærerpraktikant af religiøse årsager ikke ønskede at give hånd til en mandlig praktikvejleder. I stedet hilste hun ved at placere hånden på brystet og bukke let med hovedet.
Skolen stillede herefter som betingelse for at fortsætte praktikforløbet, at hun skulle give hånd til alle – uanset køn. Da kvinden nægtede, blev praktikforløbet afbrudt. Selvom der var tale om et praktikforløb, var kommunen omfattet af forskelsbehandlingsloven og dermed ansvarlig som arbejdsgiver efter loven.
Kvinden klagede over kommunen til Ligebehandlingsnævnet, som fandt, at der var tale om indirekte forskelsbehandling pga. religion i strid med forskelsbehandlingsloven og tilkendte hende en godtgørelse på 25.000 kr. Landsretten nåede senere frem til det modsatte resultat og frifandt kommunen.
Sagen blev herefter indbragt for Højesteret. Hvor parterne var enige om;
- at praktikforløbet var omfattet af forskelsbehandlingsloven
- at kravet om håndtryk havde sammenhæng med kvindens religiøse overbevisning
- at formålet med kravet om håndtryk – ligebehandling af kønnene – var sagligt
- at kravet om ensartet hilsen var et hensigtsmæssigt middel til at opnå formålet.
Partnerne var dog uenige om, hvorvidt kommunen havde bevist, at kravet var et nødvendigt middel for at opnå formålet. Altså var proportionalitetsprincippet opfyldt?
Højesteret fastslog
- at skolen tog initiativ til at problematisere kvindens måde at hilse på,
- at skolen ikke i rimeligt omfang havde afsøgt alternative hilse-måder, som kunne tilgodese både ligebehandling og religionsfrihed,
- at der ikke var dokumenteret konkrete problemer på skolen, som gjorde håndtryk nødvendigt,
- at det forhold, at et alternativ ville være et kompromis, ikke i sig selv gør det uanvendeligt,
- at kommunen derfor ikke havde løftet bevisbyrden for, at kravet om håndtryk var nødvendigt,
- at afbrydelsen af praktikforløbet udgjorde indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.
Højesteret tilkendte dog ikke kvinden en godtgørelse, bl.a. fordi ophøret af praktikforløbet havde begrænsede praktiske konsekvenser for hende.
Hvad betyder dommen for arbejdsgivere?
- at arbejdsgivere som udgangspunkt kan stille krav til professionel adfærd
- at krav, som særligt rammer bestemte grupper, skal være saglige og nødvendige,
- at arbejdsgiveren har bevisbyrden for, at et krav er nødvendigt,
- at arbejdsgiveren skal afsøge mindre indgribende alternativer og kunne dokumentere, hvorfor disse ikke kan bruges.
(Højesterets dom af 13. maj 2026 i sag BS-37715/2025-HJR)
Hvis du i en konkret sag ønsker rådgivning, så kan du booke HR-jura Førstehjælp og få en 1 times rådgivning eller sparring med mig.
HR-JURA COMMUNITY – DIN LIVLINE – Tilmelding til ny sæson er åben nu!
“Jeg er virkelig glad for netværket, bedste investering!”
Bliv opdateret på lovgivning, retspraksis mm., vend dine udfordringer og kom i mål med dine arbejdsopgaver. Læs mere her