Nye AT‑vejledninger: Klarere krav til virksomheder

De nye vejledninger fokuserer på at tydeliggøre de juridiske krav til virksomhederne og skal fungere som supplement til de gældende bekendtgørelser. For ledere og HR betyder det forhåbentligt, at det bliver lettere at forstå og at efterleve de arbejdsmiljøretlige krav.

De 14 nye AT‑vejledninger

  • Arbejdsstedets indretning
  • Skærmarbejde
  • Systematisk arbejdsmiljøarbejde – samarbejde om arbejdsmiljø
  • Psykisk arbejdsmiljø
  • Ergonomisk arbejdsmiljø
  • Kemi og biologi i arbejdsmiljøet – udvalgte emner
  • Bygge- og anlægsarbejde
  • Bygherrens pligter
  • Unges arbejde, elevers praktiske øvelser samt gravides ammendes arbejde
  • Daglig hvileperiode og ugentligt fridøgn (træder i kraft i 2026)
  • Pligter ved udbud af tjenesteydelser
  • Egentlig militærtjeneste
  • Aftaler, der begrænser Arbejdstilsynets tilsyn
  • Psykisk førstehjælp

Du kan læse mere om vejledningerne på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Migræne er årsagen til 14 procent af alle sygedage på arbejdspladsen

Derfor er det en god ide at klæde ledere på, så de kan støtte og hjælpe medarbejdere med migræne. For sygefraværet falder, når ledere tør være åbne, nysgerrige og løsningsorienteret og går forrest for at skabe en rummelig kultur i dialog med HR.

Her er rådene til ledere fra seniorforsker Kirsten Nabe-Nielsen ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø:

1. Skab tryghed til at tale om migræne og hovedpine
Som leder kan du komme langt ved at vise nysgerrighed over for medarbejderen. For eksempel ved at spørge: ”Hvad skal der til, for at dit arbejde fungerer, når du har et anfald?”

2. Tilpas opgaver og rammer, hvor det er muligt
Små ændringer kan gøre en stor forskel: mulighed for at tage en pause, arbejde hjemme eller ændre lys- og støjforhold. Find løsninger i fællesskab, som fungerer for både medarbejder og arbejdsplads.

Du kan læse mere i artiklen “Når Christian får migræne, tager han en lur på kontoret: »Det handler om at skabe løsninger, så alle får mulighed for at deltage

Du kan læse min artikel “Kan migræne udgøre et handicap efter forskelsbehandlingsloven.”

Er arbejdsgivere klar til tilsyn? – Overvågning og kontrol af medarbejdere har Datatilsynets fokus i 2026

Hvorfor er dette område i fokus for Datatilsynet?

Nye og eksisterende teknologier gør det muligt at overvåge og kontrollere medarbejdere i stort omfang. Dette indebærer ofte at arbejdsgivere behandler mange personoplysninger om medarbejdere. Overvågning og kontrol kan opleves meget indgribende for den enkelte medarbejder, som kan være i en sårbar position i forhold til at klage over egen arbejdsgiver.

Hvad er kontrolforanstaltninger?

Arbejdsgivers kontrolforanstaltninger kan fx være:

  • Logning af brug af IT-systemer
  • Registrering af tid, herunder møde- og gåtider
  • GPS-sporing i firmabiler
  • Digitale værktøjer, der måler aktivitet, produktivitet mm.
  • Andre systemer, der registrerer medarbejderadfærd

Hvad kan Datatilsynet bede arbejdsgivere om ved et tilsyn?

Datatilsynet kan bl.a. bede om følgende oplysninger ved et tilsyn:

  • Hvilke kontrolforanstaltninger bruges?
  • Hvorfor de bruges – formålet?
  • Hvilke personoplysninger indhentes?
  • Hvordan behandles personoplysninger?
  • Hvordan beskyttes personoplysninger (Sikkerhedsforanstaltninger)?
  • Hvordan informeres medarbejdere herom (Oplysningspligten)?

Arbejdsgivere skal dokumentere ovennævnte skriftligt. Derfor kan det være en god ide for arbejdsgivere allerede nu at gennemgå jeres dokumentation og processer for at sikre, at I overholder persondataforordningen (GDPR).

Du kan kan læse mere på Datatilsynets hjemmeside.

Hjælp til lederens juridiske pligter og god ledelse


Arbejdstilsynet har på deres hjemmeside relanceret en masse ny viden, inspiration og konkrete råd om bl.a.

  • God ledelse i det daglige
  • Lederens helt centrale rolle for trivsel og kultur på arbejdspladsen
  • Lederens juridiske pligter i forhold til både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Du kan læse mere på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Du kan læse min artikel om mine 13 HR-juridiske tips til ledere her.

“At være leder er at være forpligtet og påtage sig et ansvar”, siger professor Svend Brinkmann

Artiklen gjorde indtryk på mig, fordi jeg selv ofte har tænkt, at det er, som om gældende ret glemmes i strømmen af nye ledelsesfilosofier fx selvledelse, tillidsbaseret ledelse, høvdingledelse. Ledelsesfilosofier kommer og går med stor opmærksomhed. Det er i og for sig fint nok, og det ene udelukker ikke det andet. Men det, der altid består, er gældende ret, herunder ledelsesretten og -pligten, som ofte glemmes eller gemmes væk – bevidst eller ubevidst.

Jeg er helt enig med Svend Brinkmann, når han siger “At være leder er at være forpligtet og påtage sig et ansvar” – ikke mindst ud fra et HR-juridisk perspektiv;

🔹Ledere har nemlig en ledelsesret og -pligt. Dermed også magt til at træffe store og små beslutninger om medarbejderes arbejdsliv. Det er et stort ansvar. Du kan læse min artikel om ledelsesret og -pligt her “Kære leder, husk din ledelsesret og -pligt“.

🔹Når jeg klæder ledere på, så de får et overblik over de HR-juridiske spilleregler, oplever jeg ofte, at det er noget nyt for mange, eller at de har svært ved at påtage sig lederrollen. – Selvom det juridisk kræves af dem og kan have økonomiske og menneskelige konsekvenser.

🔹Det skaber en større frustration hos medarbejderne, mindre tryghed og dermed også ringere trivsel. Når ledere ikke kan eller vil påtage sig det (juridiske) ansvar, som følger med magten.

Ifølge Svend Brinkmann er god ledelse:

»God ledelse er først og fremmest at være bevidst om og tage ansvar for den magt og den autoritet, du har. Som leder har du magten til at ansætte og afskedige folk; det er ikke noget, du kan delegere eller gemme ad vejen. Det er et ansvar, du skal stå ved. Magt og autoritet er nogle benhårde fænomener, men hvis alle kender og respekterer spillereglerne, som skåret ind til benet handler om, at det er lederen, der bestemmer, ligger der også en tryghed i det……..«

Du kan læse hele artiklen her, herunder professorens 5 bedste ledelsesråd.

Du kan læse mine 13 HR-juridiske tips til lederen her.

Du kan læse om min kampagne: Online HR-jura boost for ledere – Krydsfeltet Ledelse og HR-jura.

Opsigelse skyldtes fravær pga. barn med autisme og ADHD – og var lovlig

Den konkrete sag handlede om en medarbejder, hvis barn blev diagnosticeret med infantil autisme og ADHD. Medarbejderen fik bevilget tabt arbejdsfortjeneste af kommunen efter serviceloven, så han kunne passe barnet i hjemmet, indtil de fandt en passende institution. Kommunen vurderede, at fraværet var nødvendigt, og at medarbejderen var den primære omsorgsperson.

Medarbejderen havde været på ferie og barsel med nummer to barn forud for hans fravær (ulønnet orlov) med sit først fødte barn med handicap. Arbejdsgiveren holdt et møde med medarbejderen i oktober 2022 for at lægge en plan for medarbejderens tilbagevenden. Medarbejderen oplyste, at han ikke kunne give en konkret dato, og at der ville gå 5-6 måneder, før han realistisk kunne vende tilbage.

Den 2. november 2022 blev medarbejderen opsagt på et Teams-møde. Begrundelsen var den usikkerhed, der var forbundet med, hvornår og hvorvidt manden helt eller delvist kunne vende tilbage til arbejdet og udmeldingen om en tidshorisont på 5-6 måneder.

Medarbejderen mente, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, fordi hans fravær var forbundet sønnens handicap, – tilknytningshandicap, dvs. når en medarbejder passer et handicappet barn og er beskyttet efter forskelsbehandlingsloven, – og at arbejdsgiveren dermed havde forskelsbehandlet ham pga. handicap.

Arbejdsgiveren mente, at opsigelsen var sagligt og driftsmæssigt begrundet i den store usikkerhed om, hvornår medarbejderen igen ville kunne varetage sine arbejdsopgaver, og at beslutningen derfor ikke var udtryk for forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet fastslog

  • at medarbejderens barn havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand
  • at medarbejderen var den primære omsorgsperson og beskyttet af loven
  • at arbejdsgiveren burde have været bekendt med barnets handicap på opsigelsestidspunktet
  • at medarbejderen havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var sket forskelsbehandling, da opsigelsen var begrundet i fraværet og usikkerheden om tilbagevenden, som skyldtes sønnens handicap og behov for pleje
  • at medarbejderen på opsigelsestidspunktet ikke var disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i sin stilling, og at der var betydelig usikkerhed om hans tilbagevenden
  • at arbejdsgiveren derfor havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Virksomheden blev derfor frifundet.

Hvad betyder afgørelsen for arbejdsgivere?

  • at selvom en medarbejder er beskyttet pga. tilknytningshandicap efter forskelsbehandlingsloven, så kan arbejdsgiver godt opsige medarbejderen, hvis medarbejderen ikke er disponibel til at udføre arbejdet, og der er væsentlig og vedvarende usikkerhed om tilbagevenden.

(Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 29. august 2025, KEN nr. 10015)

Du kan læse Ligebehandlingsnævnets afgørelse her.

Du kan læse forskelsbehandlingsloven her.

Medarbejder klagede direkte til ledelsen – var ikke beskyttet af whistleblowerloven

Den konkrete sag handlede om en medarbejder i en kommune, som sendte en lang række klager til ledelsen om bl.a. forskelsbehandling, fejl i sagsbehandling og brud på interne retningslinjer. Klagerne var omfattende og handlede om både hans egne forhold og forhold ud over hans eget arbejdsområde. Arbejdsgiveren fritog medarbejderen for tjeneste for at skabe ro og mulighed for at undersøge hans mange klager.

Medarbejderen mente, at tjenestefritagelsen var udtryk for repressalier i strid med whistleblowerloven. Efter arbejdsgiverens tjenestefritagelse indgav medarbejderen indberetninger til Den Nationale Whistleblowerordning og mente, at disse indberetninger gjorde, at han blev beskyttet med tilbagevirkende kraft efter loven.

Arbejdsgiveren mente, at whistleblowerloven kun beskytter medarbejdere, der foretager indberetning via en whistleblowerordning eller offentliggør oplysninger efter lovens regler. Da medarbejderen alene havde henvendt sig direkte til ledelsen forud for tjenestefritagelsen, var han ikke omfattet af lovens beskyttelse mod repressalier.

Landsretten fastslog

  • at whistleblowerbeskyttelse efter loven forudsætter, at indberetningen sker til en intern eller ekstern whistleblowerordning eller som en offentliggørelse efter lovens regler
  • at direkte henvendelser til ledelsen ikke udløser whistleblowerbeskyttelse efter loven
  • at medarbejderen først indgav en formel indberetning flere måneder efter tjenestefritagelsen, og derfor ikke var beskyttet på tidspunktet for arbejdsgiverens tjenestefritagelse
  • at tjenestefritagelsen var saglig og nødvendig, bl.a. fordi klagerne var omfattende, uklare og skabte betydelig uro på arbejdspladsen.

Hvad betyder dommen for arbejdsgivere?

  • at medarbejdere ikke er whistleblowerbeskyttet efter loven, hvis de går direkte til ledelsen med kritik
  • at beskyttelsen kun gælder, når medarbejderen bruger de formelle indberetningskanaler efter loven
  • at arbejdsgiveren kan som en del af sin ledelsesret foretage en saglig tjenestefritagelse, hvis omfanget af klager giver anledning til bekymring om medarbejderens opgavevaretagelse
  • at indberetning fra medarbejderen efter en ansættelsesretlig reaktion ikke giver tilbagevirkende beskyttelse efter loven.

(Østre Landsret den 15. oktober 2025 i sag BS-29582/2025-OLR).

Alle arbejdsgivere med 50 eller flere medarbejdere er omfattet af whistleblowerloven og skal have en whistleblowerordning. Du kan læse whistleblowerloven her.

Højesteret har talt – Opsigelse efter 120-dagesreglen kan ske efter arbejdstids ophør

Den konkrete sag handlede om medarbejder, som var ansat som funktionær, hvor funktionærlovens 120-dagesregel var skriftligt aftalt i ansættelseskontrakten. Medarbejderen havde været syg i 120 dage med løn på opsigelsestidspunktet.

På den 120. sygedag sendte arbejdsgiveren en opsigelse som anbefalet brev kl. 16.41 – altså efter ophøret af medarbejderens normale arbejdstid kl. 15.00. Medarbejderen modtog den på den 122. sygedag, hvor hun fortsat var syg og modtog løn.

Medarbejderen mente, at de 120 sygedage med løn først udløb ved midnat på den 120. sygedag, og at opsigelsen derfor ikke var sendt på et lovligt tidspunkt, samt at perioder med overarbejde burde ændre vurderingen af hendes “normale arbejdstid”.

Arbejdsgiveren mente, at det afgørende var tidspunktet for den normale arbejdstids ophør, og at opsigelsen kunne sendes kl. 16.41 på den 120. sygedag med løn.

Højesteret fastslog

  • at betingelsen i 120-dagesreglen ”120 sygedage med løn” var opfyldt efter den normale arbejdstids ophør på den 120. sygedag med løn
  • at de 120 sygedage ikke er knyttet til hele kalenderdage, men til den faktiske arbejdstid, hvor medarbejderen modtager løn
  • at opsigelsen derfor var sendt i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage og modtaget af medarbejderen, mens hun stadig var syg.

Arbejdsgiveren blev frifundet for krav om løn i medarbejderens almindelige opsigelsesvarsel – ligesom i by- og landsretten.

Hvad betyder dommen for arbejdsgivere?

  • at en opsigelse kan sendes efter normal arbejdstids ophør på den 120. sygedag
  • at det derfor ikke er nødvendigt at vente til selve døgnets udløb
  • at perioder med overarbejde ikke normalt ændrer vurderingen af medarbejderens “normale arbejdstid”.

(Højesteret den 25. november 2025 i sag BS-64381/2024-HJR)

Du kan læse Højesteretsdommen her.

Du kan læse om 120-dages reglen i funktionærloven her.

Ny værktøjskasse – Løft jeres psykiske arbejdsmiljø og trivsel

Det psykiske arbejdsmiljø har stor betydning for medarbejdernes helbred, trivsel og opgaveløsning. Derfor er det væsentligt for arbejdsgivere at prioritere en løbende forbedring af det psykiske arbejdsmiljø.

Arbejdsmiljøpakken er et dialogbaseret forløb, der gør det nemmere for ledere og medarbejdere at styrke deres arbejdsmiljøkompetence og at gennemføre en struktureret og vedvarende indsats for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø og trivslen på arbejdspladsen.

Ifølge NFA fungerer pakken bedst, når både ledelse og medarbejdere deltager aktivt – det skaber fælles ejerskab og sikrer, at tiltagene er relevante for arbejdspladsens konkrete behov.

Arbejdsmiljøpakken består af tre hovedværktøjer. De kan enten bruges samlet eller hver for sig. Til hvert værktøj følger også en manual.

1. Arbejdsmiljøkompetencemodellen – Dialogværktøj

Hjælper ledere og medarbejdere med at fokusere på det, de skal være opmærksomme på, når de samarbejder om at gøre en indsats omkring det psykiske arbejdsmiljø. Dvs. kortlægning af styrker og udviklingsområder i forhold til psykisk arbejdsmiljø — fx samarbejde, ledelse, indflydelse og læring.

2. Arbejdsmiljøinterviewet – Spørgeværktøj

Hjælper ledere og medarbejder i gang med en struktureret dialog – medarbejdere kan give input om, hvordan de oplever det psykiske arbejdsmiljø, hvilke udfordringer de kan se, og forbedringer, de ønsker sig. Denne dialog hjælper med at identificere og forstå de problemer, der er i arbejdsmiljøet.

3. Problemløseren – Seks trin metode og handlingsplan

En metode i seks trin hjælper arbejdspladsen hele vejen fra problemidentifikation til en konkret handleplan.

Handleplanen er til brug for problemløsning i det psykiske arbejdsmiljø og varige forbedringer på arbejdspladsen.

Du kan læse mere om arbejdsmiljøværktøjspakke her.

Må en arbejdsgiver give oplysninger om medarbejdere pga. arbejdsklausuler?

Arbejdsklausuler i kontrakter mellem arbejdsgiver (leverandør) og kunde skal sikre, at leverandøren giver medarbejderne ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Ofte er der i kontrakten krav om, at leverandøren fremlægger dokumentation for sin overholdelse af arbejdsklausulen, typisk i form af medarbejderes løn- og timesedler, ansættelseskontrakter mm.

Spørgsmålet er, om denne videregivelse af personoplysninger er i strid med persondatareglerne, eller om leverandøren har hjemmel i persondataregler til at videregive medarbejdernes personoplysninger til kunden i denne sammenhæng.

Du kan læse Datatilsynets vejledende udtalelse her.